Havets lynlås

Posted by on juli 31, 2014

Noget af det smukke ved autismen er evnen til at se skønheden i de mindste detaljer. Evnen til at blive totalt opslugt af et syn, en lugt, en smag. At blive tryllebundet og være fuldt ud til stede i det med alle sine sanser vidt åbne. De magiske øjeblikke, som er så smukke, at man ville ønske de aldrig stoppede. Sådan et øjeblik indfandt sig i dag. På vej fra Sjælland til Jylland. På færgeoverfarten Sjællands-Odde–Århus. David-Sj.-odde Min søn David og jeg stod ude på agterdækket og kiggede bagud på det hvide skum, der kom fra de sprøjtende vandmasser på hver side af færgen. Som to vandkanoner, som først skabte en masse sprøjt, nærmest som vandrette geysere, som så senere samlede sig i skummende bølger, der slog ind over hinanden og samlede sig i noget der lignede en motorvej af skum. Skumvejen bugtede sig bagud slange bagud og fortabte sig i horisonten - med følgeskab af det smukkeste skylandskab. David syntes det lignede en lynlås, der åbnede sig. Havets lynlås blev scenariet døbt. Han sagde, det var en af de bedste dage i hans liv - som vi stod lige der. Tryllebundet af vandmasserne der hvirvlede rundt og det bløde, hvide skum. Helt fordybet i et af livets smukke øjeblikke. Hvor man glemmer, at der nogensinde har været et ‘før’ og at der kommer et ‘efter’. Der er kun det nu, som lige der er det bedste nogensinde. Hvidt-skum Et magisk øjeblik som starten på en bilferie i det jyske. Det var ren ufiltreret lykke. Og som David stod der og smilede på agterdækket med Sjælland bag os, kom jeg til at tænke på denne sang fra filmen Flyvende farmor af Vikke og Rasmussen. Du er så smuk med havet som baggrund. Sunget af Peter Belli. En film som David og jeg har set sammen mange gange - en dejlig reference. Bedre start på en bilferie kan man vel nærmest ikke ønske sig.

2 Comments

  1. Fantastisk betegnelse. Jeg ELSKER beskrivelsen; Havets lynlås.
    Det er så rammende og præcist at det burde stå som betegnelse i den danske ordbog.
    Ha ha jeg er helt vild med det.

  2. Hvor er det en smuk fortælling – og det kan jo ikke hedde andet end havets lynlås! Vidunderligt!
    Det er en gave at kunne dykke ned i detaljerne og se skønheden så intenst. Tak fordi du fortæller.
    Kh Kathrine

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *