Ud af boblen
Denne historie er altid den sværeste at fortælle. At jeg selv har autisme. Og at tænke tilbage på min barndom i det lys.
Pudsig
Jeg har fået at vide, at pædagogerne i børnehaven sagde, at jeg var et ’meget specielt og pudsigt barn’. Jeg tegnede altid de samme tegninger i børnehaven – af en dreng med et brækket ben. Jeg forestillede mig ofte at jeg var en dreng – og havde en fantasileg om dette. Måske fordi det bare så lettere ud at være dreng.
Tillidsfuld
Jeg var glad som helt lille og meget tillidsfuld – jeg havde ikke mange grænser. Sad på skødet af vildt fremmede – var meget ligefrem og åben og spurgte de voksne om alting. I følge mine forældre var de andre børn glade for mig, fordi jeg havde en meget fri fantasi. Jeg havde ikke noget imod de andre børn, men jeg kunne sagtens lege alene og underholde mig selv i timevis. Jeg legede meget de samme lege. Jeg elskede at bygge huse til dukker og barbier, men jeg legede ikke med dem. Det var det at bygge det hele op, der interesserede mig. Logistikken - hvad skulle stå hvor, hvor stor var familien, hvilke rum skulle der være, og hvem skulle være i dem? Relationerne var et mystisk område, jeg ikke rigtig beskæftigede mig med...Hvis jeg endelig havde fokus på selve dukken, blev det af en eller anden grund destruktivt. Engang kørte jeg en blondine-barbie gennem råkostmaskinen. Hvis jeg havde været ældre kunne det have været en cool, feministisk happening. Men når man er 11 år, er det måske lidt bekymrende.
Aleneheden
Jeg husker, at jeg helst være indendørs, selvom det var varmt. Elskede at se fjernsyn. Udenfor fandt jeg mine egne uforstyrrede steder i haven. Jeg trak mig væk, fordi jeg oftest helst ville være alene. Jeg kunne ikke lide gåture sammen med mine forældre. Det virkede så formålsløst bare at gå. Og jeg blev hurtigt træt. Det jeg husker mest var mine smerter i hoften og strømper, der gik i ål og rullekraver der kradsede. Og min mor, der på strategiske tidspunkter, gav mig et stykke Toblerone - som 'benzin' til de næste kilometer. Det var vist det der gjorde, at jeg kom i mål uden de store dramaer.
"Drilletanker"
Jeg husker også, at jeg nemt blev skræmt. Meget høje lyde skræmte mig. Eller ting der bevægede sig hurtigt og uforudsigeligt – eks. hunde. Jeg var meget bange for - havde nærmest fobier - for traktorer og gaffeltrucks. Havde en del mareridt og var meget bange af mig i perioder. Tanker kunne forfølge mig og skabe angst. Var meget bange for døden og for andre voldsomme ting: Havde tvangstanker om forbrydere, mord, sygdom, katastrofer m.m. I 10-års alderen tog angsten og tvangstankerne til. Jeg kaldte det ’drilletanker’. Det handlede også meget om, at jeg var ’slem’, hvis jeg tænkte sådan og sådan...En konstant følelse sig forkert. I 11-12 års alderen begyndte mit rengøringsvanvid. Jeg gjorde rent på mit værelse som det første efter jeg kom hjem fra skole – og ryddede op i sirlig orden. Jeg spekulerede meget på dagens begivenheder i skolen, fordi jeg altid følte mig anderledes og udenfor. Sad ofte alene på biblioteket i skolen, når jeg kunne komme til det – et yndet tilflugtssted.
Fordybelsen
Jeg havde svært ved at tegne og gav let op, fordi jeg havde svært ved at forestille mig ting. Havde også svært ved at skabe egne, indre billeder, når jeg læste bøger. Jeg havde lav selvtillid i problemløsning, spurgte om hjælp ofte eller opgav hurtigt. ”Jeg kan ikke finde ud af det” eller ”hvad skal jeg finde på”. Til gengæld havde jeg fabelagtig evne til fordybelse og refleksion, som jeg har fået tilsvarende ros for af mine lærere og arbejdsgivere. Det var dog kun, når noget virkelig interesserede mig. Jeg blev kaldt en drømmer, fordi jeg ofte kiggede ud af vinduet eller sad og skrev eller tegnede, mens der blev undervist. Jeg var fascineret af emner som historie, geografi - fag hvor der var mange ting at huske udenad og ikke mindst kategorisere.
Det er underligt at tænke tilbage, fordi mine erindringer er farvet af den viden, jeg har nu. Men jeg prøver at huske også med den erindring, jeg havde før diagnosen. Det er dog næsten fysisk umuligt at skille det ad. Mine ungdomsår står derfor også i lyset af den ny viden.
Tvang og isolation
Mit rengøringsvanvid tog til. Jeg var nedtrykt, havde lavt selvværd og var ekstremt destruktiv i mine tanker. En af mine store problemer i den periode var begrebet ’forskellighed’. Jeg kunne helt bogstaveligt ikke begribe, at andre kunne have en anden mening end mig. For så måtte det jo være mig, der ikke kunne kommunikere det ordentligt. Så måtte det jo være fordi, de ikke forstod, hvad jeg mente. For hvis de forstod det, ville de selvfølgelig mene det samme. Jeg var først i midten af tyverne, da det gik op for mig, at andre godt kunne have en anden mening end mig, og jeg så stadigvæk kunne være mig. At de ved at være uenige ikke havde taget en bid af mig, som jeg aldrig kunne få tilbage.
Alt det jeg gerne vil glemme
Ungdom er ikke et begreb, jeg holder af. Jeg husker ikke meget godt fra den periode. Den var mest af alt fyldt med angst og usikkerhed. Jeg har ikke lyst til at grave minderne frem. Jeg kæmpede mig ud af det. Jeg har altid haft en drivkraft mod at udvikle mig, og den er stærkere end noget andet. Fra jeg var ca. 19 og frem til den dag i dag, har jeg taget kvantespring i mit liv - ikke bare én gang - men flere gange, hvor et nyt liv nærmest er begyndt hver gang. Jeg ved ikke, hvor jeg har det fra, men jeg kan se, at min søn har den samme drivkraft. Og det får mig til at tro klippefast på, at han nok skal klare sig.
Alle erindringer og erfaringer jeg har står i lyset af den viden og erfaring, jeg har nu. Hvis jeg den dag i dag ikke vidste, at jeg har autisme, hvad ville historien så have været? Hvad er autisme og hvad er bare min personlighed? Det giver for mig ingen mening at skelne, for autismen vil altid være en del af mig. Jeg er godt klar over, at de ting jeg skriver ikke er fremmed for mennesker, der ikke har autisme. Det er på mange måder universelle tanker og dilemmaer, jeg beskæftiger mig med. ‘Sådan har vi det jo også’, er en bemærkning jeg ofte hører. Og ja, det er rigtigt. Men med hvilken intensitet føler I det. Og hvor ofte? Det er der, jeg tror forskellen er størst. Ikke adfærden i sig selv, men med hvilken intensitet og frekvens, den kommer til udtryk.
Jeg lever med min autisme som et grundvilkår. Den er et grundvilkår i min familie. Vi lever med det, og den giver et unikt perspektiv på verden, jeg ikke vil være foruden. Med erkendelsen kom bevægelsen - jeg kom ud af boblen og ind i livet. 
Tak Jesper – det du gengiver fra bogen er virkelig ramt så rigtigt. Og jeg undrer mig ofte over, hvorfor nogen absolut skal prøve at mistænkliggøre det. Jeg har mødt meget skepsis på min vej – selv efter jeg fik diagnoserne, og det endelig blev bekræftet. Heldigvis har jeg også mødt forståelse og accept – men det gør virkelig ondt, når der er nogen, der ikke tror på, hvordan man oplever verden. Det føles som at ens eksistens bliver underkendt.
Jeg skal nok sætte RSS på, så du kan følge med. God idé.
Hej Stinne – skriv lige et RSS feed på din blog. Jeg vil gerne følge med om livet i Neuroland.
Hej Jesper – det er hermed gjort 😉
Hej Stinne,
Dengang jeg var barn var der adhd & asperger knapt opfundet, men det var der alligevel.
[“Asperger’s from the Inside out” by Michael John Carley, Perigee’s books 2008]
“Yes, 99.9 percent of those of you who are self-diagnosed are usually right. When something hits you like a ton of bricks as you read about AS and you internally shout ‘That’s it” – then you’re usually on the right track.” That’s the most important part – the internal that’s it! You are not weird. You are just wired differently! fra http://jlottosen.wordpress.com/2012/02/04/the-internal-thats-it/
Sæt lige et RSS feed på din blog, jeg vil gerne følge med i neuroland.
Hej Rikke,
Jeg oplever virkelig, at jeg gennem de kommentarer jeg får, kommer i kontakt med mennesker, som taler samme sprog som jeg. Det er utrolig dejligt at opleve.
Hvor må det både være fantastisk og udfordrende på samme tid at have 3 drenge med ASF. Mange kærlige tanker til dig.
Hej Stinne.
Hvor er du god til at sætte ord på.
Jeg genkender også meget af det du skriver fra min egen barndom. Har selv 3 drenge med ASF og har med årene også lagt 2 og 2 sammen mht. hvor det kommer fra. Det du skriver med drilletankerne, aleneheden og det med tiden omkring de 20 år genkender jeg rigtig godt. Især det med den pludselige aha-oplevelse af, at andre godt kunne have andre tanker end en selv og at det ikke nødvendigvis var mislykket kommunikation der var skyld i miseren.
Hvor har jeg dog forklaret mig og forklaret mig til jeg blev helt blå i hovedet – fuldstændig ulykkelig over at modparten bare ikke forstod mig og vi kunne blive enige. Af den grund blev jeg kaldt for meget stædig…Min aha-oplevelse kom som følge af en bog om virksomhedsledelse, hvor der var et kapitel om kommunikation og et billede af to afsendere/modtagere med indbyggede filtre. Først der gik det op for mig at alle mennesker ser verden forskelligt – gennem et filter.
Jeg trøster mig også ved, at jeg gennem tiden – især i voksenalderen – har taget kvantespring – og håber mine børn vil gøre det samme.
KH. Rikke
Fantastisk blog du skriver. Det er jo som at læse mine egne tanker :o)
Først fik min datter diagnosen Aspergers syndrom og vi kunne så småt se arveligheden i familien. Senere hen opsøgte jeg og fik samme diagnose. Endelig fik jeg svar på alle mine spørgsmål…
Jeg glæder mig til at læse mere.
Knus Mette
Tankevækkende, rørende læsning. Flot skrevet, Stinne.
Kh. Anne